Nyheder

Følg med i vores spændende hverdag

Genvundet rammeaftale med Sund & Bælt

Forstas har endnu engang sikret sig en vigtig rolle i driften af nogle af Danmarks mest centrale infrastrukturanlæg. Efter fire års tæt samarbejde med Sund & Bælt har vi genvundet rammeaftalen, som omfatter pleje og vedligehold af land- og baneanlæg på tværs af flere ikoniske forbindelser. Den nye aftale træder officielt i kraft den 1. oktober 2025 og løber i tre år med mulighed for forlængelse i yderligere et år.

Genvundet aftale med Sund & Bælt

Et bredt og komplekst ansvarsområde
Entreprisen, udbudt som rammeaftale, dækker en bred portefølje af opgaver, som tilsammen udgør fundamentet for, at trafikanter kan bevæge sig sikkert og problemfrit gennem Danmark. Opgaverne spænder fra vejdrift, afvanding og renhold til vintertjeneste, vagtordning og løbende vedligeholdelsesopgaver.

Omfanget af anlæggene er betydeligt og omfatter bl.a.:

  • Storebæltsforbindelsen: Øst- og Vestbroen, jernbane, motorvej samt landanlæg på Halsskov, Sprogø og Knudshoved – i alt flere hundrede tusinde kvadratmeter grønne områder, hvor ca. halvdelen udgøres af skråningsarealer
  • Øresundsforbindelsens landanlæg: Øresundsmotorvejen, Øresundsbanen og stationer på strækningen
  • Færgehavneanlæg: Odden, Ebeltoft, Spodsbjerg og Tårs
  • Femern Landanlæg (herunder Ringsted–Femern-jernbanen)


Med andre ord spænder aftalen vidt – både geografisk og fagligt.

Drift døgnet rundt
Arbejdet på Sund & Bælts anlæg stiller store krav. Trafikken skal kunne afvikles sikkert 24 timer i døgnet, 365 dage om året – uanset vind- og vejrforhold. Det gælder ikke mindst på Storebæltsbroen, hvor både vej- og jernbaneforbindelsen udsættes for særlige påvirkninger fra vind og vejr.

Forstas’ opgave bliver at sikre, at arealerne fremstår velvedligeholdte og funktionsdygtige. Det indebærer bl.a.:

  • Græsslåning og pleje af naturarealer, herunder på Gl. Sprogø i tæt samarbejde med fagfolk for at understøtte det naturlige dyre- og planteliv.
  • Oprensning af grøfter, render og stenkister for optimal afvanding
  • Ukrudtsbekæmpelse på befæstede arealer og i beplantning
  • Vedligeholdelse af jernbanens teknik- og fritrumsprofil
  • Vintertjeneste med beredskab hele døgnet


Tillid og samarbejde
At Forstas igen skal varetage entreprisen giver os mulighed for at bygge videre på den relation, vi har opbygget med Sund & Bælt gennem de seneste fire år. I denne periode har vi stået for en lang række drifts- og vedligeholdelsesopgaver, som både har krævet høj faglighed, fleksibilitet og tæt koordinering med Sund & Bælt.

   ”Vi er meget glade for at have genvundet rammeaftalen. Det giver os mulighed for at videreføre det tætte og tillidsfulde samarbejde med Sund & Bælt og bygge videre på de gode erfaringer, vi har gjort os gennem de seneste fire år. Vi ser frem til at fortsætte indsatsen og udvikle samarbejdet yderligere de kommende år,” fortæller afdelingsleder i Forstas, Nicolai Bryø Overgaard.

Desuden er den genvundne aftale både en tillidserklæring fra Sund & Bælt og et skulderklap til vores medarbejdere, der dagligt arbejder for at sikre drift, sikkerhed og fremkommelighed på nogle af landets mest trafikerede strækninger.

En opgave med samfundsmæssig betydning
Storebæltsforbindelsen, Øresundsanlæggene og de kommende Femernforbindelser er ikke blot trafikårer – de er vitale forbindelser for hele Danmark og for den internationale transport. At sikre drift og vedligehold her handler derfor ikke alene om teknik og faglighed men også om samfundsansvar.

   ”Det er en stor og meningsfuld opgave at være med til at sikre driften af så vigtige forbindelser. Vi går til arbejdet med stor faglighed, engagement og fokus på sikkerhed til gavn for både trafikanter, medarbejdere og de unikke naturområder, vi også har ansvar for,” tilføjer Nicolai Bryø Overgaard.

Forstas ser det som en kerneopgave at bidrage til sikkerheden og fremkommeligheden for de mange tusinde trafikanter, der hver dag krydser broer, motorveje og jernbanestrækninger.

Opstart af ny aftale som glidende overgang
Der er lagt vægt på en glidende overgang, når den nye rammeaftale træder i kraft, så driften fortsætter uden afbrydelser. For Forstas betyder det, at vi allerede nu er velbemandede og har et velfungerende setup hvad angår maskinel og processer, når den nye aftale påbegynder.

Med den nye rammeaftale kan Forstas fortsat være en stærk partner for Sund & Bælt – og vi ser frem til at videreføre og udvikle samarbejdet i de kommende år.

Søg her

mere...

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors