Nyheder

Følg med i vores spændende hverdag

Fra Fremmedlegionen til færdiguddannet hos Forstas

Forstas rummer mange forskellige mennesker – med forskellige baggrunde, drømme og evner. Fælles for alle er dog, at de er dygtige, hårdtarbejdende og gode kolleger. Dét fortjener en hyldest.

Forstas rummer mange forskellige mennesker – med forskellige baggrunde, drømme og evner. Fælles for alle er dog, at de er dygtige, hårdtarbejdende og gode kolleger. Dét fortjener en hyldest. Og hvorfor ikke starte med en, der netop har udmærket sig – både i og uden for virksomheden?

Ezzedine El Masri vedligeholder til dagligt anlægget omkring Nordre og Vestre Kirkegård i Aarhus. Indtil juni 2022 har dén tjans været en del af hans uddannelse som anlægsgartner med speciale i plejeteknik ved Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder. Men skoletiden er slut for Ezzedine – han har nemlig opnået den højest mulige hæder i form af et afsluttende 12-tal og en imponerende sølvmedalje – toppet med en flot Arbejdsmiljøpris fra IBF.

Fighterånd, højt humør – og et massivt overskud
At Ezzedine El Masri har bestået sin eksamen på overbevisende vis, undrer ikke hans nærmeste
leder, Martin Hedegaard:

”Ezzedine viser altid et massivt overskud. Han står klar som et bøjet søm for at komme i gang, og så er han altså umulig at køre træt. Bedst, som man tror, at nu må energien være opbrugt, så kaster Ezzedine sig på jorden og tager 30 armbøjninger. Og han gør det med sådan et humør, mens han bare sprutter af energi. Han er virkelig en Forstasmand. Han er stolt af at være i virksomheden – og vi er meget stolte af at have ham”.

Ezzedines betagende baggrund støtter da også op om fortællingen om en mand, der kæmper for det, han vil opnå.

I 8 år var Ezzedine en del af Fremmedlegionen i Frankrig. Men i 2007 besluttede han sig for at kæmpe for noget andet. Kærligheden. Ezzedine havde nemlig mødt sin nuværende kone i Toulouse, og han besluttede sig for at følge hende hjem til Danmark – nærmere bestemt Esbjerg:

”Jeg blev forelsket og flyttede til Danmark. I de første tre år arbejdede jeg som ufaglært anlægsgartner i Esbjerg, og så blev jeg postbud fra 2010 til 2018. Så jeg har prøvet lidt af hvert. Men min kone drømte om at flytte til Aarhus, så det skulle prøves! Og så tænkte jeg bare, ”jeg er 40 år. Det et er nu eller aldrig med en uddannelse”. Og så meldte jeg mig som anlægsgartner i Beder”, mindes Ezzedine med et stort smil i stemmen.

Det tog kun fem minutter at tænde Forstas-flammen
Da Ezzedine skulle vælge en læreplads i forbindelse med sit studie, var Forstas ikke umiddelbart det oplagte valg. Faktisk skulle han igennem to andre virksomheder, inden en lærer til sidst sendte ham i retning af Forstas og Søren Eskelund. Og derfra gik det hurtigt. I løbet af bare fem minutter blev både Søren, Martin Hedegaard og Ezzedine enige om, at Forstas var det helt rigtige valg.

”Jeg kom ud på Vestre Kirkegård. Og så har jeg været her lige siden! Og jeg fortsætter også, for nu har jeg skrevet under på en kontrakt, så jeg kan blive her, når jeg er helt færdig”, beretter Ezzedine stolt.

Og netop den kontrakt er Martin Hedegaard meget glad for at få en underskrift på – for det var ikke helt uden konkurrence:

”Ezzedine er en guldmand. Og vi er glade for at have ham. Der blev jeg ikke overrasket, da andre ville have fingrene i ham. Nogle som lærer og andre som gartner. Men han blev ved Forstas. Heldigvis!”.

Sammenhold og en hjælpende hånd
Det er ikke kun hos Forstas, at Ezzedine bliver bemærket. På skolen i Beder kender de fleste også den storsmilende mand med de grønne fingre.

For Ezzedine har det da også været særdeles vigtigt at netværke, når han har haft mulighed for det. Og det blev især tydeligt, da han blev færdig med sit svendestykke: et gårdmiljø med fokus på samtaler, ro og biodiversitet. Og så havde Ezzedine endda overskud til at hjælpe sine medstuderende:

”Vi blev færdige før de andre. Og så kunne vi lige så godt hjælpe dem i mål! Måske er det også derfor, at jeg fik Arbejdsmiljøprisen. Det er vigtigt for mig at kunne hjælpe, hvor jeg kan – og at passe på hinanden!”, afslutter Ezzedine med stolthed i stemmen.

Søg her

mere...

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors